Rødovre

Historien om Rødovre

Rødovre var i middelalderen en landsby vest for København. Omkring 1370 omfattede bebyggelsen otte gårde, mens en opgørelse fra 1682 registrerede 13 gårde og fem huse uden jord. Den middelalderlige kirke gik tabt under Karl Gustav-krigene, og på stedet rejstes den nuværende Rødovre Kirke i 1664.

Ved kommunedelingen i 1901 blev Rødovre en selvstændig sognekommune med 716 indbyggere. Kort efter begyndte gårdejere at udstykke jord til boliger. Søtorp ved Damhus Sø blev det første større villakvarter, og mange af de nye beboere kom fra København. I 1927 fik kommunen sit eget vandtårn; i samme forbindelse skiftede Grønnevej navn til Tårnvej.

Efter 1945 blev tidligere marker og gartnerier i stort omfang inddraget til huse, boligblokke og erhverv. En dispositionsplan fra samme år fastlagde placeringen af boligområder, industri, hovedveje og grønne arealer. Folketallet voksede fra cirka 13.000 i 1943 til over 45.600 i 1965. Rødovre skiftede i 1952 status fra landkommune til bykommune, og rådhuset blev indviet fire år senere.

Milestedet med højhuse og boligblokke blev færdiggjort i 1958. S-togene fik station i Rødovre i 1964. På en tidligere gartnerigrund åbnede Rødovre Centrum i 1966. Omkring 1970 var størstedelen af kommunens ubebyggede jord taget i brug, og senere byggeri er derfor blandt andet sket på nedlagte erhvervsarealer.